>Icon

Karin

75 år, Besøgsven siden 2007

Frivillig i både Ældre Sagen, Nicolai Tjenesten i København og på Hospice Sjælland i Trekroner, uddannet merkonom fra Niels Broch med en karriere som kontorassistent og senere underviser på Danmarks Forvaltningshøjskole, glad læser af historiske romaner og krimier, aktiv golfspiller indtil for et par år siden, nu: Spinning én gang om ugen.

Vil du fortælle lidt om dig selv?

Jeg har to børn, fem skønne børnebørn og en dejlig mand, som jeg har været sammen med i 15 år. Jeg holder meget af at bruge tid med familien, og så har jeg jo en masse frivilligt arbejde på programmet. Det er skønt, men nogle gange skal jeg også have en dag, hvor jeg kan læse avisen to gange og bare passe mig selv.

Icon
Golfbanen har i mange år haft en stor plads i Karins hjerte. Desværre spiller hun ikke længere pga. smerter i foden.

”Det er jo utroligt spændende at lære andre mennesker at kende – på godt og ondt – og det er utroligt, hvad folk har oplevet i et langt liv. At høre om de oplevelser kan kun give et stort indblik i menneskeheden i det hele taget.”

Pil til højre
Karin serverer jordbærkage for Jørgen, som hun ”holder med selskab”, efter han blev alene i efteråret 2019.

Hvad er det bedste ved at være besøgsven?

Jamen, jeg synes, jeg oplever noget godt, hver gang jeg er der. Der er jo rigtig mange mennesker, som ikke har et netværk. Det kan godt være, de har noget familie, men de kan ofte bo langt væk. Og så er man jo lidt på den.

Så jeg synes virkelig, der er et behov. Og når jeg har sådan nogle oplevelser, hvor jeg kan sige ”I dag har det ikke bare været hygge, vi har også fået løst nogle praktiske ting” – så går jeg hjem og tænker ”Yes, så fik vi klaret det”. Det gør mig rigtig glad.

Hvad er en besøgsvens vigtigste opgave?

En af de vigtigste opgaver, tænker jeg, er at gå lidt ind på personens behov. Og så prøve at lure, hvad det er, vedkommende godt kunne tænke sig af en besøgsven. Skal vi opleve noget sammen? Skal vi sidde og snakke lidt? Skal jeg bare være der? Det tænker jeg, at man med fordel kan spørge den ældre – og sig selv – om.

Mød Karin

Afspil videoSe video

Når man har været besøgsven i mere end 10 år, har man oplevet lidt af hvert. Mød Karin og hør, hvorfor hun er besøgsven – og hvorfor hun anbefaler andre at blive det.

Vil du opfordre andre til at blive besøgsven?

Bestemt. Altså, dels er det en hyggelig oplevelse, og dels er det nogle bekendtskaber, som meget hurtigt bliver til venskaber. Man får det rigtig godt med sig selv, når personen er glad og man oplever, at han eller hun hygger sig. Og så får man altså også selv meget med hjem.

Det er jo utroligt spændende at lære andre mennesker at kende både – på godt og ondt – og det er utroligt, hvad folk har oplevet i et langt liv. At høre om de oplevelser kan kun give et stort indblik i menneskeheden i det hele taget.

Icon
”Hvad er personens behov? Hvad er det, som kan få ham eller hende op af stolen?”. Det er gode spørgsmål at stille sig selv som besøgsven, mener Karin. Og nogle gange er svaret ganske simpelt: Jordbærkage.